Teknisk kontrol MC

Læs om den tekniske kontrol af motorcykler.

Det er vigtigt med et godt kendskab til motorcyklens tekniske udstyr til din køreprøve. Du bliver overhørt i det tekniske udstyr før du kører til køreprøven. Jo bedre du kan den tekniske kontrol, jo mere sikker bliver du under kørslen.

Styrapparat

- Hovedkrav til styretøjet på en motorcykel

 

Kontrol af styretøj

Kronrørslejerne mellem kronrør og styrestamme kontrolleres ved, at du griber styret nedefra og løfter opad. Mærker du slør, kan kuglelejerne være slidte eller beskadigede.

 

Sæt derefter motorcyklen på centralstøttebenet og drej styret fra side til side. Styret skal kunne drejes let og hurtigt - uden mislyde og uden at bevægelsen virker tung. Forhjulet skal vende i præcis samme retning som styret.

 

Styret skal være spændt godt fast på samlestykket. Du kontrollerer, at styret ikke kan bevæges op og ned.

 

Gaffelkrone, samlestykke og teleskop skal være solidt spændt sammen. Det kontrollerer du ved at holde fast i forhjulet og samtidig forsøge at vride styret fra side til side. Styreapparatet skal virke stift og fast.

 

Håndtagene skal sidde godt fast på styret. Du kontrollerer, at de ikke kan trækkes af.

 

Styret skal være min. 55 cm bredt. Du kontrollerer også, at håndtagene ikke sidder lavere end motorcyklens sæde, men højst 30 cm højere end sædet.

 

Styreudslag må ikke hindres af f.eks. en vindskærm eller kåbe. Du kontrollerer, at der er plads nok til dine hænder, når du drejer styret helt til venstre eller helt til højre.

Hjullejer

Slør i hjullejer kontrolleres ved at tage fat i hjulet foroven og vrikke ind- og udad. Føler du at hjulet giver efter, og der samtidig høres en knækkelyd, er der slør i lejet.

 

Bremserne
- Hovedkrav til bremserne på en motorcykel

 

En to-hjulet motorcykels driftsbremse skal have to uafhængige bremsesystemer (fodbremsen og håndbremsen), som virker på mindst hvert sit hjul. De to bremser skal kunne bremse motorcyklen sikkert, hurtigt og virksomt ved alle hastigheder og belastninger.

 

Kontrol af den mekaniske bremse

Håndbremsegrebet til forhjulet kontrollerer du ved at trække det ind mod håndtaget, som når du vil bremse. Kan det trækkes mere end 2/3 ind, tyder det på, at bremserne skal justeres eller repareres.

 

Bremsekablerne skal være smurte og må ikke være beskadigede eller knækkede.

 

Bremsekablet skal sidde godt fast i bremsearmen og i håndgrebet. Selve bremsearmen skal også sidde forsvarligt fast. Kontrollér at bremsearmen ikke slides fordi den rører eller klemmes mod andre dele ved hjulet.

 

Fodbremsepedalen til baghjulet skal have en riflet eller gummibelagt overflade, så foden ikke glider af i vådt føre. For at pedalen skal være let at nå, skal den være passende placeret i forhold til fodhvileren. Foden skal ikke vrides til en ubekvem stilling når du bremser.

 

Når du bremser, må pedalen højst kunne trædes 2-3 cm ned til bremsepunktet. Kan den trædes meget langt ned, tyder det på, at bremserne skal justeres eller repareres.

 

Baghjulsbremsens bremsekabler og bremsearm checker du på samme måde som på forhjulsbremsen.

 

Kontrol af den hydrauliske bremse

Væskestanden i bremsevæskebeholderen skal stå mellem min. og max.- mærkerne.

 

Hvis der mangler bremsevæske, kan det skyldes slidte bremseklodser eller et utæt bremsesystem.

 

Bremseslanger og -rør skal være ubeskadigede. Du kontrollerer, at de ikke klemmes eller slides mod dele af motorcyklen.

 

Du kontrollerer, at bremsesystemet er tæt, sådan at der ikke siver bremsevæske fra bremseslanger, bremserør og hjulbremse.

 

Håndbremsegrebet til forhjulet skal have en smule frigang. Det må højst kunne trækkes 2/3 ind, når du trækker lige så hårdt som du ville gøre ved en kraftig opbremsning. Hvis du lægger et konstant pres på bremsegrebet, må det ikke kunne trækkes længere ind.

 

Fodbremsepedalen til baghjulet kontrollerer du på samme måde som ved den mekaniske bagbremse. Her må fodpedalen kun kunne trædes 2-3 cm ned.

 

Dæk og støddæmpere
- Hovedkrav til dæk og støddæmpere

 

Dækkene

Dækkene skal være hele og ubeskadigede, og lufttrykket skal være som foreskrevet af fabrikanten.

 

Hovedmønstret i dækkene skal være mindst 1 mm.

 

Dæk er retningsbestemte, hvilket vil sige at der er forskel på fremad og bagud, dette kan aflæses på dækkets side.

 

OBS: Vær opmærksom på om der er forskel på for-/ baghjul. Kan aflæses på dækkets side.

 

Støddæmpere

Støddæmpere har til opgave at holde hjulene i kontakt med vejbanen hele tiden. Der er monteret en støddæmper ved hvert hjul.

 

På en motorcykel kontrollerer du støddæmpere og affjedring på forhjulet ved at presse teleskoperne sammen. De må ikke kunne presses i bund. Når du slipper, skal motorcyklen hurtigt falde til ro.

 

Baghjulet kontrollerer du på samme måde. Har det en justerbar støddæmper, skal den være korrekt indstillet. Når du kører med passager eller belæsning, skal støddæmperne være spændt til. Husk at løsne dem når du kører uden belæsning, det giver et bedre vejgreb.

Lygter, reflekser og horn
- Hovedkrav til motorcyklens lygter, reflekser og horn

 

Foran skal motorcyklen være forsynet med:

  • 1 positionslygte
  • 1 nærlyslygte
  • 1 fjernlyslygte

 

Lygterne skal have hvid eller gullig farve, være parvis ens og symmetrisk anbragt på køretøjet.

  • Positionslyset (parkeringslyset), skal kunne ses i en afstand af mindst 300 m. foran bilen. Positionslyset bruges ved standsning eller parkering på uoplyst vej.
  • Nærlyset skal være asymmetrisk højrerettet og kunne oplyse vejen mindst 30 m. foran bilen og må ikke være blændende. Nærlyset skal have et fald på mindst 1% (1 cm.pr.m.).
  • Fjernlyset skal kunne oplyse vejen mindst 100 m. foran bilen, og skal i førerkabinen være forsynet med en kontrollampe.
  • Bagpå skal motorcyklen være forsynet med 1 eller 2 røde baglygter; 1 eller 2 røde stoplygter;1 eller flere nummerpladelygter;1 rød refleks.

 

Motorcyklen skal endvidere have en forblinklygte og en bagblinklygte i hver side.

 

Baglygter skal tydeligt kunne ses mindst 300 m. bagved bilen, og må ikke være blændende.

 

Stoplygter (bremselygter) skal lyse væsentligt kraftigere end baglygterne (3,5 gange).

 

Nummerpladebelysning, mindst én hvid, der skal lyse så kraftigt, at nummerpladen tydeligt kan læses på 20 m's afstand bag bilen.

 

Reflekser skal tydeligt kunne ses 100 m. bagud når lys kastes på dem. Reflekserne må ikke være trekantede, der er forbeholdt påhængskøretøjer.

 

Lygtetændingstid

Lygtetændingstid er fra solnedgang til solopgang samt i tåget og usigtbart vejr.

 

Motordrevne køretøjer skal om dagen køre med nærlys eller evt. med særligt kørelys. I lygtetændingstiden (som også kan være om dagen) skal dog mindst nærlyset være tændt.

 

Horn og blinklys

Horn skal have en klar konstant tone. Horn må kun benyttes til at afværge en fare, og ellers ikke.

 

Blinklys skal være gul/orange og blinke 1-2 gange i sekundet. Der skal være 2 foran, som hovedregel 2 på siden og 2 bag på bilen. En særlig kontakt for havariblink skal kunne tænde alle blinklys.